Sæt Vore To Hellige Hjerter som et Segl på jeres hjerterLad jeres hjerter være som en have 2. august 1991
(Rhodos)
(til den græske bedegruppe)
Jesus, min Herre,
velsignet være Dit Navn.
Må Dit Hellige Navn bestå
i Herlighed for evigt og altid.
Mit Hellige navn består og vil altid bestå i al sin Herlighed,
Må Din Hånd lede os til Sandheden
og den eneste ene Sandhed.
Lad intet skille mig fra denne Sandhed,
som Du Selv har givet os.
I kom tomhændede til Mig og gik fyldte herfra; Jeg har aldrig stået i ærefrygt over for storhed eller styrke; Jeg har Selv fyldt jeres mund med Min Visdom, så I kan lære den og ikke kommer på afveje; Jeg har givet jer Mine befalinger, så I kan finde jeres forsvar deri; lyt nu og forstå:
sæt Vore To Hellige Hjerter
som et Segl på jeres hjerter;
jeres Moders Hellige Hjerte skal være jeres forsvar, og Mit Eget Hellige Hjerte jeres Hjem; med dette Tegn som segl på jeres hjerter skal de ræve, der hærger i Mine Vingårde, der nu står med frugt, blive fanget; I, Mine små, er: Vore To Hellige Hjerters Vingård1;
kom, Mine små børn, og lyt: hvem iblandt jer glæder sig over det Evige Liv?
– så tilbed Mig i Min Helligheds pragt; vær konstante i jeres bønner;
– Satan vil blive lænket ved hjælp af Rosenkransen;
– vær vedholdende i jeres skriftemål, små børn, for at blive i stand til at komme og modtage Mig i den Hellige Eukaristi så ofte, som I kan;
– fast på brød og vand to dage om ugen, for at udbedre og ofre;
– se hverken til venstre eller højre, se foran jer, hvor Jeg Er; hvor end Jeg går, skal I gå, hvor end Jeg lever, skal I leve;
disse, Mine elskede, er Mine Forskrifter; Mit Ord bør indtages ligesom det daglige brød, det er jeres Himmelske Brød, det er jeres Liv; kom ofte til Mig, og indvi jer selv til Mit Hellige Hjerte, og Jeg vil ånde på jer og gøre jer til Mine, så I kan udbrede Mit Ord til Jordens fire hjørner, og husk, lad jeres tanker være Mine Tanker, jeres ønsker Mine Ønsker,
– efterlign Mig
– velsignet er I, som ikke ser Mig og alligevel tror; Jeg efterlader Mit Kærlighedssuk på jeres pander; velsign Mig, og elsk Mig;
– fortæl dem, Min Vassula, hvordan Jeg ærer det Værelse,2 hvor Jeg blev undfanget;
(Vor Velsignede Moders Budskab til den samme gruppe.)
velsignede børn, lad jeres hjerter være som en have, velbehagelig for Herren, et hvilested for jeres Konge; tillad Ham at komme ind i jeres hjerte, så Han forvandler det til en glædens have, selv når Han finder det tørt og øde; tillad Ham at ånde i jeres hjerte for at genoplive det, Hans Ånde er af den fineste duft; derefter, Mine små, vil Han som morgenduggen vaske jeres pletter bort med Sit Blod for at gøre jer fuldkomne;
åh ... hvor Jeg elsker jer ... kom og lyt til jeres Gud; Hans samtale er mildheden selv, medfølelse i sin fylde; bed, Mine elskede, bed uden ophør; svarene på jeres problemer kan findes i en konstant bøn; lad dette være jeres våben, bed med jeres hjerte, samtal med Gud på denne måde – Satan flygter, hver gang I påkalder Gud med kærlighed, så i dag, i morgen og altid vil Jeg sige til jer: bed, bed, bed; Min Kærlighed til jer er stor, tillad ikke Satan at friste jer til at afskære Mig fra jeres blik – vær på vagt – Jeg, jeres Hellige Moder, velsigner jer alle;
Ja, min Jesus?
(Jesus kaldte på mig.)
Vassula, lad jeres bedegrupper hedde:
De To Hellige Hjerters Bedegruppe
eftersom Vore Hjerter er ét og forenede i kærlighed, – Jeg Er ved din side, Kærligheden er dig nær;
(Senere, sent om aftenen bad jeg Jesus om at forklare, hvad der sker med mig, når jeg gennemlever Hans Lidelser.)
vi er forenede som i ét enkelt legeme, og så ... holder Jeg dig; Jeg griber dig helt, for du er Min Ejendom, og Jeg tager din ånd i besiddelse; ligesom en kerne, der er omgivet af dens frugtkød, omslutter Jeg også dig på samme vis; din ånd bliver indesluttet i Min Ånd, i Mig, din Kristus; elsk Mig, tilbed Mig, og bed, Jeg kan ikke adskilles fra dig;
O kom, kom, lad din kærlighed være en uudslukkelig ild; Jeg Er en Uudslukkelig Ild, som fortærer sjæle; så efterlign Mig, din Gud, det ønsker Jeg for alle;
tag imod Min Fred;